Ordensbestemmelser for Frederiksborg Haveforening
Stk. 1
Medlemmer skal holde bestyrelsen underrettet om adresse, telefonnummer og mailadresse. Flytning skal straks skriftligt meddeles bestyrelsen.
Stk. 2
Haverne må kun anvendes til kolonihavebrug. Det er tilladt at bebo haven fra d. 1. april til d. 1. oktober. Det er jf. kolonihaveloven ikke tilladt at overnatte i haveforeningen i perioden 1. oktober – 1. april.
Stk. 3
Alle haver skal møde 2 gange i havesæsonen til fællesarbejde. Hvis et havemedlem udebliver uden at melde afbud, vil det medføre en bod, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Hvert forår sender bestyrelsen en liste til havemedlemmerne med tidspunkter for fællesarbejdet idet kommende år.
Det koster 750 kr., at udeblive fra fællesarbejde, vedtaget på generalforsamlingen 2022.
Alle haver kan indkaldes til ekstra arbejde indenfor 10 dage.
Stk. 4
Medlemmerne har pligt til at holde egen have indhegnet. Hegn/hæk må max. være 1,8 meter mellem naboer. Der må ikke anvendes træer som hegn. Der skal være enighed mellem naboer om, hvad der plantes i skel. Hvis der opstår uenighed, er bestyrelsen øverste myndighed.
Stk. 5
Alle levende hække mod kørevejen skal være bøg eller liguster med en maksimal højde på 1,4 meter og en maksimal bredde på 40 cm. Hække skal altid fremstå renholdte og være klippet inden udgangen af juni måned.
For træer, der står ud til vejen, skal frihøjden over vej være mindst 4 meter, og nye træer må ikke plantes nærmere end 2 meter fra vej.
Træer og buske må i intet tilfælde vokse ind over naboens have!
Stk. 6
Alle haver skal have en havelåge, som skal fremstå vedligeholdt. Havelåger skal males efter behov, og skal være nymalet senest d. 1. juli. Havelåger skal være hvide.
Stk. 7
Haverne skal altid være velholdte, vejen ud til midten skal renholdes af medlemmerne og hækkene ud til Trollesminde-skolen skal klippes og renholdes.
Såfremt medlemmerne undlader dette, kan bestyrelsen lade disse forhold bringe i orden uden varsel og på vedkommende medlemmers egen bekostning.
Husene skal ligeledes være velholdte og malede eller lignende.
Hvis havelejer vedrørende vandforsyning i haven ikke udlufter og lukker garniture efter regulativ, hæfter havelejerne selv for reparationen i egen have.
De foreningen tilhørende hegn, låger, træer og buske som måtte findes i haverne, har medlemmer pligt til at vedligeholde under erstatningsansvar overfor foreningen
Stk. 8
Ønsker et medlem at opføre eller ombygge et hus på lejet jord, skal der sendes målfaste tegninger med oplysninger om husets placering, højder, skelafstand, stophaneplacering og antal m2 til bestyrelsen.
Byggeriet må først startes, når bestyrelsen har godkendt tegningerne og byggeplanen.
Bygning af tagterrasser kan ikke godkende
Stk. 9
Huse må kun bygges i træ men gerne med støbt fundament.
Alle haver SKAL have en brandforsikring!
Huse må max være 65 m2 i grundplan inklusiv en eventuel overdækket terrasse. Al bebyggelse med fast tag indgår i de 65 m2.
Vedtaget på generalforsamlingen d. 23. aug. 2020
Alle mål skal være udvendige mål, og ikke som tidligere sokkelmål!!! Denne regel gælder for alt nybyggeri/efterisolering af eksisterende byggeri!
Grunden til at det skal ændres er at, det er gældende regler i vurderingssystemet.
Huse må maksimalt være 3,60 meter i højden, og afstand til skel skal være på 1 meter. Højden på huset måles fra sokkelens overkant, der maksimalt må være 25 cm over terræn. Alle huse skal være rottesikret, hvis der ikke er støbt fundament
Stk. 10
Ønsker et havemedlem at få lagt en samletank i jorden, skal dette godkendes af både bestyrelsen og Hillerød kommune. Der skal sendes målfaste tegninger til bestyrelsen.
Stk.11
Opsætning af vandtank til opsamling af regnvand til brug til toilet.
Der skal ansøges hos bestyrelsen, inden opsætning af tanken.
Der skal indleveres en tegning med placering og tegning af anlægget.
Tanken må max være på 1000 liter og godkendt til opsamling af vand.
Anlægget skal udføres efter gældende regler og godkendes af aut. VVS-montør.
Tanken skal registreres hos Nyhuse vandværk.
Forslaget gælder nye som gamle anlæg.
Stk. 12
Alle huse og skure skal være forsynet med tagrender. Undtaget er legehuse og drivhuse. Tagnedløbene skal tilsluttes en faskine/drænkasse
Ønsker et medlem at tilslutte et dræn til det eksisterende dræn i haven, skal der sendes tegning til godkendelse hos bestyrelsen. Arbejdet må først startes, når bestyrelsen har godkendt tegningen!
Stk. 13
Brændeovn er tilladt med grundmuret skorsten eller stålskorsten. Ovnen skal godkendes af bestyrelsen, der skal have en tegning over ovnens placering forelagt. Ovnen skal godkendes af autoriseret skorstensfejermester før ibrugtagning. Bestyrelsen skal have kopi af godkendelsen (skorstensfejerattest).
Stk. 14
Det er tilladt at opføre et drivhus i haven. Drivhuset skal være fritstående og må maksimalt være 10m2 og skal være placeret minimum 1 meter fra skel.
Stk. 15
Et badebassin må højst være af en størrelse med 1.000 liter vand.
Haverne må kun vandes med slange mellem kl. 5.30 og 8.30 om morgenen og mellem kl. 18.30 og 20.30 om aftenen.
Stk. 16
Der må ikke bruges åben ild eller laves bål i haveforeningen – medmindre der er tale om et dertil egnet bålsted
/ bålfad.
Det er tilladt at bruge grillkul/briketter med passende afstand til brandbare materialer.
Det er ikke tilladt at brænde haveaffald af.
Stk. 17
Kun husdyr, der er tilladt på lejernes faste bopæl, må medtages i haveforeningen, og de må ikke gå løse uden for egen have.
Stk. 18
Køkkenaffald skal anbringes i affaldsposer og lægges i affaldscontainer på p-pladsen. Grus, gødning og lignende må kun henligge på hovedgangen i højest 1 døgn.
På kompostpladsen må der kun henkastes haveaffald kun de steder, der følger af skiltning.
Stk. 19
Haveforeningen leverer vand til stophane.
Det er havelejernes ansvar at vedligeholde og evt. udskifte stophaner.
Stk. 20
Kørsel med motorkøretøjer må kun foregå i begrænset omfang og på hensynsfuld måde, og hastigheden må maksimalt være 10 km/t.
Kørsel med cykler bør ligeledes ske med forsigtighed, og kørende har ubetinget vigepligt for gående. Af og pålæsning må højst tage 15 minutter.
Motorkøretøjer må kun parkeres på parkeringspladsen.
Stk. 21
Mellem d. 1. juni og den 1. august må motoriserede og støjende maskiner ikke anvendes lørdage efter kl. 16 og søn - og helligdage efter kl. 12.
Stk. 22
Manglende overholdelse af bestemmelserne om vedligeholdelse af haven, jf. stykkerne 4, 5, 6 og 7, kan medføre en bod,
hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Boden blev fastsat til 500kr. på generalforsamlingen i 2021
Manglende overholdelse af samtlige bestemmelser kan medføre opsigelse af lejemålet og bortvisning fra kolonihaven.
Sidst rettet d.01-05-2023
___________________
Formand Per Johansen